Foreningen ‘Musisk Samråd i Ballerup’, der blev stiftet i oktober 1978, er en paraplyorganisation for Ballerups kommunes musiske og kulturelle foreninger. De fleste lokale bands, orkestre, musiske grupper og andre kulturelle foreninger er optaget i Musisk Samråd.

Som medlem har man bl.a. adgang til Spillestedet Baghuset, hvor man så kan arrangere koncerter med sit eget band/orkester eller med andre. Som medlem af Musisk Samråd betaler man ikke for at låne Baghuset.
Det er gratis at være medlem af Musisk samråd. De eneste krav er at man har en tilknytning til Ballerup, og udfører kulturelle ting.
Musisk Samråd har siden september 1984, hvor daværende borgmester Ove E. Dalsgaard og daværende formand for Musisk Samråd Kirsten Sørensen indviede Baghuset i Ballerup, administreret huset som spillested.